30 april 2008

Åhhhhhhhhh

hvor er det hårdt at være kat!!!!!!!

Postkassen

havde stadig mit navn på som jeg klæbede på sidst jeg var hjemme. Og sørenmig om der ikke også var post i den, et par breve som jeg havde efterlyst lå og nærmest smilede til mig i glæde over at have fundet vejen til den rigtige postkasse og ejer:-)

Jeg fik fjernet noget ukrudt foran min trap til hoveddøren og også i det lille bed som jeg har ansvaret for. Om ikke så mange dage, det bliver på mandag skal jeg have købt nogle planter og sat i baljen samt omkring bonderoserne. Det skal nok blive godt, og nu er det også under en uge til jeg flytter hjem til mig selv igen.

Jeg kom først i seng kvart i fem i morges, jeg var bare ikke søvnig og der er ikke noget så irriterende som at ligge og vende og dreje sig i flere timer. Og så stod jeg op ved ti tiden igen. Jeg er noget så sikker på at jeg snart skal have en lur, hvis jeg da bliver søvnig:-)

Jeg har fået sendt nogle mails afsted i dag, det skulle jeg egentlig have gjort for nogle dage siden men af en eller anden grund har jeg fået det udsat. Nu kunne det bare ikke vente mere, så nu er det gjort.

Det blæser en lille smule men her er temmelig varmt, det er skønt.

29 april 2008

Regnvejr

var det der mødte mig da jeg i dag stod op. Jeg har åbnet døren ud til haven, der er friskt og lidt køligt men ganske så hyggelig. Jeg kan godt lide lyden af regn så jeg råhygger lige nu:-)

Pyllingen gidder ikke at bevæge sig udenfor, men til gengæld fiser Piverten ud og ind af døren. Når han så kommer ind skal han lige klappes før han så smutter ud igen.

Jeg vader stadig rundt i pyjamas og er nok så morgengrim, skøøønt:-) Det kan være jeg måske, og jeg mener måske, skal til at tænke over om jeg skal kaste mig ind under bruseren, tage noget andet tøj på end pyjamasen og så gå en lille formiddagstur, eller det bliver nok nærmere eftermiddagstur ud i regnen. Det vil jeg lige tænke lidt over.

God dag.

Update: Regnen er holdt op, der er 20 grader udenfor. Jeg har været ude at gå en lille tur, Piverten fulgte mig op til havelågen, og var der stadig da jeg kom tilbage små 15 minutter efter. Det kalder jeg for velkomst, nu ligger han på gulvet ved siden af mine fødder efter at have mjauet nogle gange:-)

26 april 2008

En smuk buket

fik jeg i går af Curtie, årsagen kender de inviede uden at jeg vil gå nærmere ind på det. Og jeg blev glad skal jeg hilse og sige, det var en utrolig sød tanke han fik dèr.

I det hele taget skete der en masse i går faktisk, både sjove og p....irriterende. Min post for eksempel, den eksisterer ikke lige nu, der kommer ikke noget som helst, ikke så smart for der er en del vigtige ting der er forsvundet. Årsag kendes ikke helt, men jeg kan da sige at damen jeg talte med i går sagde at hvis der ikke står navn på min postkasse, ja så bliver posten sendt retur. Står der så navn på min postkasse? Nej det gør der ikke, det opdagede jeg i går da jeg var hjemme igen, det er blevet pillet af og hvem f..... der har gjort det vides ikke. Men nu er posten informeret og det er det vigtigste.
Og så stod den ellers på telefon opringninger for at forklare at jeg ikke havde modtaget osv osv.

En af de gode oplevelser udover blomsterne er at min bil nu er i tip top stand, der er skiftet bremseskive og bremseklodser på begge forhjul. Til en billig penge:-)

Så havde jeg fået tændt for lygterne på bilen i går, de slukker ellers automatisk så jeg skænkede ikke lyset en tanke men det gjorde naboen heldigvis. Klokken 23.30 bankede det på døren og der stod han for lige at sige at jeg nok skulle gå ud og slukke for dem så bilen ikke var tømt for strøm i morgen. Det var sgu sødt af ham at smutte herover så sent.

Så sad jeg og osede i stuen over flimmerkassen, tre film i rap, ( DR1 og TV2 de eneste kanaler der er her ) i seng klokken 03.30. Det er godt nok længe siden jeg har gjort det:-)

Og jeg har været tidlig oppe. Støvsuget, vasket tøj, tørret støv og tjekket bilen der starter med det samme. Nu pauser jeg.

Og god weekend.

25 april 2008

Bremseskiverne

var totalt slidt ned på begge forhjul har jeg lige fået at vide. Senere i dag er bilen klar til afhentning. Det er jeg glad for, for jeg har nogle ærinder der skal gøres, FOA for eksempel igen på mandag. Jeg ville ikke have kunnet undvære den i flere dage, det er jo frygtelig at tænke på, at man kan blive så afhængig:-)

Solen er så småt begyndt at bryde igennem, det kan være det bliver bedre i løbet af dagen, temperaturen er den samme som i går så der er ingen forskel,- døren er åben ud til haven.

Nu vil jeg ha noget kaffe.

23 april 2008

ØV ØV

skraldemanden er kørt liiiige forbi! Han har ikke taget skraldet her alene af den grund at skraldecontaineren ikke er blevet kørt ud foran huset. Det gamle stativ stod omme bagved og der var ingen problemer, det er der så nu. De kommer igen om 14 dage så her skal ikke skraldes så meget:-)
Næste gang kommer jeg til at huske at køre containeren frem, jeg må hellere lave mig en huskeseddel,- og den skal være stor!

Solen skinner igen i dag, det er skønt og om lidt har jeg et ærende der bringer mig ud i de landlige omgivelser. Kan det blive bedre.

22 april 2008

Ude at føjte

i fire stive timer, det er ikke så dårligt. Der var lige en par småærinder og så stod den ellers på råhygge resten af tiden. Der blev drukket kaffe, røget smøger, kigget på kørestol samt rollator, set billeder i massevis af nogle jeg kendte og nogle jeg absolut ikke kendte, og af nogle jeg bare havde hørt om. Så blev der snakket om mange af de kunstværker der var i hjemmet, lavet af proffesionelle, og også de få der var af amøtører. Jeg må sige at uanset hvad man mener så er der en kæmpestor forskel når de først står ved siden af hinanden, det er først der at man rigtig kan se hvem der har styr og viden på deres farver, kompositioner mm. og hvem der bare nærmest "leger"kunstmaler. Og for al del, det er der heller ikke noget galt i, og må absolut heller ikke misforståes. Billederne er flotte nok, der er bare som sagt en væsentlig forskel. Syns jeg:-) På dem jeg så.

Senere kom så datteren af huset, og så fik vi også fikset garagedøren ind til bilen, så fruen kunne komme ud at køre.
Alt i alt en rigtig god dag.
Og det er den stadig skal jeg da lige tilføje.

Det er nat

jeg har været i seng men stod op igen da jeg hørte skridt oppe på taget. Phuuu tænkte jeg, hvad er nu det? Og jeg gik rundt og lyttede og lyttede, det bevægede sig lidt hist og pist syns jeg. Så gik jeg hen til bagindgangen og lyttede, og der var der høje lyde må jeg nok sige. Så var det at jeg tænkte skal du gå ud og kigge op, eller skal du lade være. Først lod jeg være, med hjertet ikke i halsen, men nærmere oppe i panden, og så var det jeg sagde til mig selv sagde jeg så: Ka du så tænde det skide lys og gå udenfor!
Det gjorde jeg, og hvad skuede mit øje. Jo en stor kat med træsko på.
Så nu har jeg styr på det, så håber jeg bare at den på et eller andet tidspunkt kan finde ud af at kravle ned igen.
Jeg ryger lige en smøg og hjælper hjertet ned på plads hvor det hører til.

21 april 2008

På fredag

skal bilen på værksted, fra morgenstunden. Den er begyndt at hyle når jeg bremser, og også nogle gange når jeg kører, det må enten være bremseskiverne eller bremseklodserne. Det er specielt venstre forhjul det kommer fra. Det skal ordnes skal det, så bilen er sikker at køre i.
Nu vil jeg gå ud og pejle olie, det skulle jeg også have gjort for flere dage siden, men det er ikke rigtig blevet til noget, men i dag skal det ordnes. Jeg har købt olie:-)

På vej hjem i dag så jeg viben. Så nu har jeg set den. Skovbunden er stadig hvid af alle anemonerne, det var så flot at se.

Nå, jeg må hellere se at komme i omdrejninger, så afsted med mig.

Pragtfuld

morgen er lige hvad det er. Piverten er kommet hjem, våd over det hele, nu ligger han og ligner en slap klud. Gad vide hvad han har lavet?

Klokken 10 skal jeg op på FOA og registreres for denne uge, bagefter kører jeg hjem til mig selv på landet, der skal tjekkes post og der skal vandes blomster. Og så har jeg en solcreme til ansigtet der skal med tilbage.

Jeg har tænkt mig at tilbringe noget af dagen udenfor igen, og så har jeg et projekt der skal foregå indendørs. Det må blive i eftermiddag.

20 april 2008

Læsestof

kaffe og en dejlig havestol. Det har bare været en drøm, så længe det varede. Jeg sad ude i to timer og til sidst trak jeg indenfor. Og lukkede begge døre.
Jeg har hørt på skrig og skrål, kastet bold tilbage der kom drattende over hegnet, læst og læst det om igen for til sidst at give op.
Nu har jeg været inde i nogle timer og prøvede at åbne dørerne og gå udenfor med en kaffekop, uden læsestof men gav op efter en par minutter.

Om ikke så mange uger kommer vøninden hjem, og jeg glæder mig. Mest til at se hende igen, men også til at komme hjem til mig selv på landet.

Phuuuha, jeg lover ikke at brokke mig mere i dag, men jeg glæder mig til i morgen for så er det skoledag,- og jeg strejker, det vil sige mange timer udendørs:-)

Gad vide

om det ikke kan lade sig gøre at finde et sted hvor der er læ ude i haven i dag. Indevejr er det bestemt ikke, og jeg kan sagtens stikke næsen ned i en bog i nogle timer. Det må være det jeg skal i dag, helt sikkert.

18 april 2008

Fasanen, kongeørnen og et mere

har jeg lige haft udenfor i solen for at tage nogle nye billeder af dem. Nu er farverne mere kommet til rette.

Det sidste her har jeg vist frem tidligere, men der er malet og arbejdet noget mere på det, så sammenlignet med hvordan det så ud før er det blevet til et helt andet maleri.

Og jeg ved godt at det måske er åndsvagt at sætte den samme ting på bloggen flere gange, men nu har jeg altså gjort det, og ja, jeg gentager mig selv lige nu:-)

Ha en fantastisk dag derude.

17 april 2008

Fasanen

er blevet færdig her til aften, de sidste timer er blevet malet i ekstremt dårligt lys, så om der er finjusteringer i morgen, ja så kommer det ikke bag på mig.

Det store himmelbillede jeg havde stående har fået en kongeørn der svæver henover, der skal muligvis også finjusteres i morgen.
Billedkvaliteten på begge foto er som sædvanlig dårlig:-)

16 april 2008

FOA

er mødestedet for mine kollegaer og jeg her til morgen. Vi skal lave strejkebannere til i morgen hvor der så er demonstration nede i byen.

Lige nu skinner solen, himmelen er blå og jeg er sikker på at det skal blive en rigtig dejlig dag.

13 april 2008

Hvis jeg ikke skulle løbe

gad jeg rigtig godt denne fantastiske tur. Sikke en stilhed, udsigt, for ikke at tale om mad der kan laves dèr. Det er en eventyrferie, og det må blive engang, helt sikkert:-)
Fyren der har programmet har forøvrig i tidernes morgen været min lærer i skind/læder arbejde.
Jeg fandt videoklippet i Namdalsavisa, den lokale fra der hvor jeg er født.

Der er lavet flere videoklip fra denne serie, så hvis du har lidt interesse for at færdes i naturen, ja så læn dig tilbage og nyd dem.

Sær halvgammel quinde

er det virkelig det jeg er, spørger jeg mig selv om lige nu. Jeg har tilbragt det meste af eftermiddagen ude på terassen, nydt solen og varmen godt pakket ind i et kæmpestort hjemmevævet uldsjal, læst i en god bog, drukket kaffe og knaldet nogle smøger. Ren nydelse, det meste af tiden. Men så er det at freden bliver afbrudt af tre børn, naboens, der spiller fodbold, dunk dunk dunk dunk dunk dunk mod fliserne, endnu mere dunk dunk dunk når den rammer træværket ind til denne her have, skrig, høje skingrene, for det er jo sjovt at drille lillesøster, mere skrig og skrål, det er de to drenge der er uenige om hvorvidt bolden skal sparkes hårdt eller blødt og ikke mindst hvorhen. Jo de hygger sig, og leger, og det er bare så dejligt at der findes børn der stadigvæk kan det, og de er tit ude når vejret er godt. Hellere det en computer/tv børn der næsten ikke ved hvad frisk luft er, spørger du mig.

Men der er bare lige det at jeg er slet ikke vant til alt det der børnelarm, for det er nemlig mange år siden at jeg har været i nærheden af det, og jeg kan sgu mærke efter et stykke tid, en lille snigende irritation der breder sig helt ud til fingerspidserne, ja også tærne for den sags skyld.

Og så er det at jeg spørger mig selv igen, er det virkelig mig der er blevet en halvgammel sær quinde?

12 april 2008

Og jeg så

det hvide tæppe der havde bredt sig ud over hele skovbunden, nej hvor var der smukt!

Hjemme var der ikke så meget spindelvæv som ventet, til gengæld bugnede postkassen af alle de skide reklamer. Jeg fik gjort rent så nu er der nærmest klar til ryk ind, og så osede jeg ellers i et godt stykke tid med vinduerne åbne og solen der skinnede ud over stuegulvet.

Jeg havde et par roser der blev klippet ned, dem kørte jeg forbi min eks og smed af, de bliver nu plantet ude i hans store have.
Bassen tumlede rundt ude i gården, han var rigtig glad:-) Og ude i haven tumlede hønsene rundt om korntønden. Et fasanpar og et par agerhøns holdt til derude.

Med mig hjem til huset og kattene jeg passer, fik jeg frisklagte æg, skønt!

Nu vil jeg åbne døren ud til haven her og få noget frisk luft ind.

En skade og en skovdue

sidder på taget på et af husene lige overfor køkkenvinduet hvor jeg sidder og vågner. Solen skinner, biler kører forbi og radioen spytter musik ud.

Idag skal jeg hjem til mig selv, fire poser er pakket der skal med, jeg skal have tømt postkassen og gjort lidt rent. Der er nok godt med støv og spindelvæv, lejligheden har stået urørt i over tre måneder nu så det er på tide at få gjort nogle forberedelser til jeg engang flytter hjem igen. Om en lille måneds tid.

Jeg har gået glip af foråret ude på landet i år, det er lidt underligt, og der er forskel på hvad man ser derude og så her. Jeg har foreksempel ikke oplevet viben med sine fantastiske fløjt og dens dansende flyveri.

Næste weekend er det fridag i vente, det er Bededag om fredagen og jeg har planer om at tilbringe det meste af dagene hjemme hos mig selv, der er nok at tage fat på, sortering af tøj ville ikke være en dårlig idè, og så i alle papirene:-)

Senere i aften skal jeg ud og spise hakkebøf med bløde løg, og så er den dag gået.

God weekend.

09 april 2008

Iskrystallisering

eller noget i den retning. Her er min vinduesrude inde i bilen, altså frosten er udvendig:-)

Og så var det dette her fantastiske syn, iskrystallerne stod ret op og var vel en par millimeter høje.
Det så så blødt ud at jeg havde lyst til at stryge hånden henover, er det ikke utrolig at frost kan virke blød?

Jeg var totalt fasineret og begyndte at ærge mig over at denne stund om lidt ville være ovre, forsvinde af solens varme stråler. Jeg falder stadig hen når jeg ser på billederne, det var så utroligt smukt at jeg faktisk ikke kan beskrive det i ord.

Det er forøvrig taget af min bil der er indhyllet i det bløde tæppe.

08 april 2008

Så er det blevet nat

til tirsdag og jeg er på vej i seng. Gode drømme ønsker jeg til jer alle.

06 april 2008

Jeg har

brug for at der er to søndage denne uge, og de må gerne være med forlænget tid:-)

Sent i seng

og tidlig oppe. Om lidt har jeg siddet i en time i mine rødternede pyjamasbukser og drukket morgenkaffe. Jeg skal snart ind under bruseren,- og så siger jeg jer, er jeg vågen og klar til at fortsætte hvor jeg slap i går aftes.

Solen titter frem men himmelen er absolut ikke blå. På et senere tidspunkt er jeg tvunget til at forlade hytten, ellers så løber jeg tør for kaffe, og hvem kan vel klare en morgenstund uden den til at vågne på. Og der kommer jo også en i morgen:-)

Om en fire ugers tid kommer vøninden hjem fra Sri lanka, så kan jeg atter rykke tilbage, ud til de landlige omgivelser og min lejlighed. Det bliver helt underlig men også dejligt at være blandt sine egne ting igen.

Nå, det var det bad der, så afsted med mig så jeg ikke går helt i tomgang.

05 april 2008

9 timers

uafbrudt søvn, fantastisk, og så burde jeg være frisk til dagens opgave. Først skal der drikkes lidt eller rettere saget noget kaffe. Så skal jeg lige have sat en tøjvask over og andre huslige gøremål skal gøres.

Der er blogtræf igen i dag, inde i København. Jeg har måttet melde afbud pga. et kæmpe hængeparti der bare skal være færdig senest i morgen aften, og det kan ikke udsættes længere.

Men jeg ønsker alle jer der deltager en dejlig dag / aften, jeg er sikker på at i får hygget, grinet, snakket og alt det der hører med over nogle glas øl:-)

03 april 2008

Virkeligheden er barsk

for enkelte borgere der kommer ud der hvor jeg arbejder. Det fik vi et eksempel på i dag da jeg havde gymnastikholdet.
På holdet er en ganske overvægtig kvinde, hun har mange problemer med at bevæge sig, selv den mindste bevæglese volder store kvaler.

En af de andre damer, nogle år ældre men åndsfrisk nok startede med at spørge om hun dog ikke snart skulle se at kvitte sig med den store mave hun slæbte rundt på.
Jo det ville hun da gerne var svaret.
Ja for du er da vel ikke gravid og venter tvillinger kom svaret prompte.
En lille klukkende latter og svar tilbage der lød: nej nej den tid er da for længst overstået for mit vedkommende, så er det da virkelig noget jeg ikke selv ved hvis det var det der var i vejen.
Hvorfor får du den så ikke fjernet kom det straks tilbage.

Det var her jeg brød ind og skyndte mig at sige hvad vi nu skulle lave af øvelse. Jeg havde lagt små måtter ud på gulvet som de skulle sætte den ene fod på for derefter at skubbe måtten frem og tilbage med foden.
Det gjorde vi så.

Så kom den igen, du skal altså bevæge den fod og det gør du ikke!
Jo jeg gør, men jeg kan ikke mere end det jeg gør nu.
Det hedder ikke at jeg ikke kan, det hedder at jeg ikke gidder kom det så fra den andre.
Nej det er ikke rigtig, jeg gidder godt men jeg kan ikke mere end dette her.
Det passer ikke, du gidder ikke og det er altså noget andet end at man ikke kan!

Det var dog utroligt tænkte jeg, hvad sker der lige her, og så prøvede jeg at forklare at alle ikke kunne de samme ting og at vi alle gjorde øvelserne forskellig. Nogle blev hurtigere træt end andre, nogle skulle have en pause før de andre osv osv, og at det var helt ok. Det vigtigste var at man fik rørt sig en smule, det man nu kunne.

Ja ja, så siger vi det, men hun gidder ikke!

Til alt held har den anden kvinde et fantastisk humør der holder hende oppe, jeg kan forestille mig at det er noget hun har udviklet for nettop at kunne stå model til alle de kommentarer og blikke hun får når hun bevæger sig rundt omkring.
Hvad der så sker omme bag fasaden når hun bliver alene, det er ikke godt at vide, men det må være skide svært.

01 april 2008

Fint besøg

har Piverten og Pylling lige haft. De hilser, snuser og sidder ved siden af hinanden, ja sågar spist mad sammen:-)