03 april 2008

Virkeligheden er barsk

for enkelte borgere der kommer ud der hvor jeg arbejder. Det fik vi et eksempel på i dag da jeg havde gymnastikholdet.
På holdet er en ganske overvægtig kvinde, hun har mange problemer med at bevæge sig, selv den mindste bevæglese volder store kvaler.

En af de andre damer, nogle år ældre men åndsfrisk nok startede med at spørge om hun dog ikke snart skulle se at kvitte sig med den store mave hun slæbte rundt på.
Jo det ville hun da gerne var svaret.
Ja for du er da vel ikke gravid og venter tvillinger kom svaret prompte.
En lille klukkende latter og svar tilbage der lød: nej nej den tid er da for længst overstået for mit vedkommende, så er det da virkelig noget jeg ikke selv ved hvis det var det der var i vejen.
Hvorfor får du den så ikke fjernet kom det straks tilbage.

Det var her jeg brød ind og skyndte mig at sige hvad vi nu skulle lave af øvelse. Jeg havde lagt små måtter ud på gulvet som de skulle sætte den ene fod på for derefter at skubbe måtten frem og tilbage med foden.
Det gjorde vi så.

Så kom den igen, du skal altså bevæge den fod og det gør du ikke!
Jo jeg gør, men jeg kan ikke mere end det jeg gør nu.
Det hedder ikke at jeg ikke kan, det hedder at jeg ikke gidder kom det så fra den andre.
Nej det er ikke rigtig, jeg gidder godt men jeg kan ikke mere end dette her.
Det passer ikke, du gidder ikke og det er altså noget andet end at man ikke kan!

Det var dog utroligt tænkte jeg, hvad sker der lige her, og så prøvede jeg at forklare at alle ikke kunne de samme ting og at vi alle gjorde øvelserne forskellig. Nogle blev hurtigere træt end andre, nogle skulle have en pause før de andre osv osv, og at det var helt ok. Det vigtigste var at man fik rørt sig en smule, det man nu kunne.

Ja ja, så siger vi det, men hun gidder ikke!

Til alt held har den anden kvinde et fantastisk humør der holder hende oppe, jeg kan forestille mig at det er noget hun har udviklet for nettop at kunne stå model til alle de kommentarer og blikke hun får når hun bevæger sig rundt omkring.
Hvad der så sker omme bag fasaden når hun bliver alene, det er ikke godt at vide, men det må være skide svært.

8 kommentarer:

Anita sagde ...

Arj hvor blir' jeg gal, når jeg læser sådan noget. De skulle have en røvfuld, de flabede mobbende damer, som ikke opfører sig som voksne!!!

Godt du forsøgte at fjerne fokus!

:o)

Pedrsn™ sagde ...

hehe .

sådanne nogle gamle hejrer ;)

Bambi72 sagde ...

Det er noget af en opførsel at ligge for dagen... Godt at kvinden tog det i højt humør... Lad os håbe at hun bevare det, selv når hun er alene...

Catarina sagde ...

Imponerende at hun, efter sådanne bemærkninger, stadig kan smile og lade som om hun er i kanon humør, for det er jeg sikker på hun overhovedet er.

Lene sagde ...

Judith, nu ved jeg ikke om det er damer fra din arbejdsplads, for de har jo, såvidt jeg har forstået, alle demens i en eller anden grad. Desto sværere må det være for dig at få stoppet snakken, når man er ramt der hvor hæmningerne sidder og siger lige hvad man tænker.

Natmaleren sagde ...

lene: du har ret i at hvis det er demente kan det være svært at aflede når de først er kommet i gang:-)

De damer der er beskrevet her bor ikke på et plejehjem, de er åndsfriske og ved godt hvad det er de siger.

I det hele taget så møder jeg ældre både uden for og på plejehjem, der er ikke den store forskel, og der vil altid være nogle der er meget dirkete, uanset om det sårer eller ej, det er ens om du så er gammel eller ung.

Donald sagde ...

Nysgerrigt spørger jeg: Kommer der nogen på holdet, som ikke kan bevæge sig? Er hun syg?

Taler man om trøstespisning med kvalitet (i stedet for kvantitet), om at løse de problemer, som gør at man føler sig mindreværdig? Langtidsmadlavning? Madlavningshold? Social spisning?

Jeg har aldrig følt mig godt tilpas på et motions- eller gymnastikhold, fordi tanken om at motionere med andre er forbundet med gruppepres, militær og død. Men jeg kan godt lide at løbe og gå alene.

Jeg synes det er flot at du tager borgerne dér, hvor de står.

Natmaleren sagde ...

donald: Velkommen forbi. Det er snak om det jeg kalder et skavank hold, det er siddende gymnastik for de fleste af dem kan ikke stå op i lang tid, så de har alle sammen en eller anden form for handicap/sygdom.
Hende jeg beskriver har i alle de år jeg har kendt hende været temmelig stor og bliver gradvis stadig større. Jeg kan ikke gå yderligere ind i hendes problem her på bloggen da jeg jo er omfattet af taushedspligten.
Det eneste jeg kan sige er at hun vil gerne deltage og yder det hun kan og formår når hun er på holdet, på trods af kommentarer.