19 januar 2007

Boccia

blev der spillet i formiddags ude på mit arbejde. Der mødte ti stykker op, og de blev delt op i et herrehold mod et dame hold. Der var mange gode forslag til at de ikke ramte den hvide bold. Gulvet var skævt, boldene var skæve, den hvide var for langt væk osv. osv. Jo, det var en rigtig god og sjov formiddag.

På vej hjem over strålede solen, en næsten blå himmel med nogle hvide skyer, og langt væk ude i horisonten nogle sorte truende skyer som tilfældigvis havde bestemt sig for at de ville gøre holdt ved min endestation. Det gjorde de så lidt senere, og det væltede ned med regn. Efter et stykke tid valgte de at drive videre og lade solen komme til igen.

Jeg besluttede mig noget senere for at køre hjem til den store farlige hankat "Piphans". Bilen skulle pakkes med det nødvendige, pyjamas og diverse, noget mad og læsestof. Da jeg skulle til at åbne døren for at gå ud med grejet, så jeg at alle gadekærets gråænder var på vej hen mod kornfyret. Der var nemmelig spildt korn da det blev fyldt op her den anden dag.
Se det er noget der kan trække i smilebåndet, at se alle de ænder komme vraltende på række og rad hen over gårdspladsen. Der var godt over tyve stykker så rækken var temmelig lang skal jeg hilse og sige.
Jeg bor et godt sted hvor jeg har mange fine oplevelser med at komme tæt på dyrene. I går da jeg var på vej til arbejde måtte jeg holde tilbage for fire stykker råvildt.
Harebestanden er i hvertefalde på vej op igen, jeg ser utrolig mange af dem ude på markerne i forhold til bare for en par år siden.

Nå, men som sagt nu er jeg hjemme hos Piphansen, og han er glad for at jeg er her. Han har været henne og hilse på med sit miau og andre lyde. Nu ligger han på spisebordet og råhygger sig. Jeg kan se han har været oppe at slås, tror jeg nok, for han har et stort sår på det ene øre. Det bliver taget hånd om, for på bordet er der vatpinde, vatrondeller og klorhexidin til at rense med. Det er Merete der gør det, hun er her hver dag og kigger til ham.

Nu vil jeg spise noget fra min store gryde som jeg har taget med, hvidkål, gulerødder, løg og masser af oksekød med mindst et halvt kilo peber i. Så må jeg da kunne få varmen, jeg har frosset non stop siden ved halv tolv tiden, og nu er jeg træt af det!

2 kommentarer:

FivetoSix sagde ...

Lyder hyggeligt. Og sikken en fauna der er der hvor du bor. Der er jo næsten det hele.
I vort nærområde (udsigten fra mit vindue) er der fasaner, agerhøns, duer, harer og ræv.
Mr. fasankok bor i en af vore høje granner, og hver morgen spadserer han hen af hegnet medens han "skogger" sit teoritorie af :-)

Judith sagde ...

Ja de er ret fantastiske de der fasanhaner. Henne ved gadekæret, skråt overfor stuevinduet, holder der 4 - 5 haner til, og nogle enkelte høner. De er ikke til at undgå at høre:)