23 februar 2009

En romantisk

aften var hvad jeg blev udsat for i torsdags. Og ganske så frivillig, da jeg ikke havde den mindste smule mistanke om at der var noget af noget af nogen slags.

Og hvad skete der så lige egentlig, jo jo nu skal i bare høre:-)

Jeg var hjemme hos jægeren, vi skulle lave mad altså aftensmad, så jeg var i fuld gang med at skvise en avocado ud til det uigenkendelige sammen med noget presset hvidløg. Og så var det at han lige pludselig midt i det hele sagde at han havde set noget nede ved skovkanten som han synes jeg skulle se, og helst mens der stadig var sne. Om jeg havde lyst til at gå med og se hvad det var.
NU sagde jeg så og tænkte,- det er sku da bælravende mørkt udenfor og han syns vi skal vandre ned over marken, og kan jeg overhovedet se noget som helst. Jeg kiggede på ham med mit noget så undrende blik og tog en beslutning om at ok, det ville jeg gerne. Lidt nysgerrig har man da lov til at være selv om der er noget så mørkt udenfor.

Jeg lod avocado være avocado og tog en tyk trøje på, samt hoppede i mine gummistøvler. Konstaterede at han havde en lille lygte i hånden så det kunne ikke gå helt galt.
Vi gik udenfor. Der var tykt af tåge, mørkt som sagt og masser af sne. Se det gjorde det jo lidt nemmere troede jeg, at der var sne for den lyser jo gerne lidt op.

Og så begyndte vi at gå, og vi gik og vi gik. Over marken, ned mod skoven, drejede så af og gik derudaf. Og vi gik og vi gik og jeg tænkte hvor hulan er vi henne. Er det noget jeg ikke har så er det orienteringssans, og det havde jeg selvfølgelig heller ikke denne torsdag aften hi hi. På et tidspunkt syns jeg da godt nok at nu har vi gået temmelig langt og så var det at jeg spottede et tårn på min højre side. Og kommenterede at der stod der et tårn, hviket han selvfølgelig gav mig ret i at der gjorde. Han kunne heller li som ikke andet for det stod der jo.

Så gik vi lige lidt igen, og så var det at jeg så noget dukke frem i tågen. Et højt hus af en eller anden slags og med masser af lys omkring og inde i, der var lidt eventyr over det, drømmeaktig.
Ej hvad er det der, hvor er vi sagde jeg og svaret lød at det var nok nogle der holdt fest men vi kunne da gå ned og banke på for at høre om vi måtte være med sagde han så. Nej nej da sagde jeg så, det skal vi absolut ikke. Så vi gik igen, og jeg tænkte hvornår når vi frem til den skovkant!

Efter nogle minutter drejede vi lidt af og det virkede som om vi var på en slags vej. Jeg kunne ikke helt se hvad det var på grund af mørket samt tågen, og nok også fordi jeg var temmelig forvirret efterhånden over hvad der egentlig forgik. Men der gik vi så, og så lige pludselig dukket det drømmeaktige hus med de mange lys op igen. Jeg stod i nogle få sekunder og kiggede undrende over hvad det var jeg så, og til sidst spurte jeg igen. Hvor er vi henne?
Og så kom svaret,- kan du ikke se det, det er jo vores. Vores hvad tænkte jeg og fattede ikke en dyt.
Men så begyndte det hele at blive til noget virkelighed efterhånden som jeg kom tættere på. Tågen og lyset gjorde et eller andet så det hele virkede anderledes end normalt, det jeg havde set var nærmere en slags illusion. Jeg blev snydt af omgivelserne men det var et fantastisk syn vil jeg lige have lov til at sige.

Det der havde snydt mig så fantastisk og vist sig frem som et højt hus, var når det kom til stykket det lille hus nede ved det bagerste vandhul. her var sat fakler hele vejen udenom der lyste op i sneen og tågen. Indenfor var der fyret op i bålpladsen og der var dejligt varmt.
Det var her vi skulle spise, alt var gjort klar, hummersuppe, gode bøffer, rødvin og ellers hvad hjertet kunne begære.
Jeg tabte vejret for en stund og blev helt rørt, det har jeg saftsusemig aldrig nogensinde oplevet. Det var så fantastisk at jeg i et stykke tid ikke havde ord for hvad jeg skulle sige. Det ku jeg så senere.

Og der sad vi så i flere timer og råhyggede i varmen med god mad og drikke.

Og når jeg så er i gang med at skrive det her, ja så har jeg stadig svært ved at fatte at det er sket, det var som en drøm, en eventyrdrøm og det blev gjort for mig. Hvor er jeg dog en heldig quinde......

7 kommentarer:

Vibeke sagde ...

Sikke en fantastisk oplevelse, og hvor er det godt, at din orienteringsans ikke er helt fantastisk, for så havde det været sværere at lave det pragtfulde og kærlige nummer med dig.
Mvh. Vibeke

Marianne sagde ...

Hvor lyder det helt vildt romantisk!
Det er da det jeg kan drømme om, og nu kan jeg læse, at det kan lade sig gøre. At blive overrasket på sådan en måde :0)

Anonym sagde ...

Han ka da mere end klare køkkenvasken - den jæger(meister) :)

Anonym sagde ...

Jamen, de jægersmænd.

Jeg havde sq lidt på fornemmelsen, ud fra dine forrige indlæg, at der var noget i gære.

Dejlig læsning.

Anonym sagde ...

Men hva skjedde med avokadoen?

Anonym sagde ...

Hej Natmaler.

Hvad er det med jordskred i Namsos?
Er alt ok hos dine?

Natmaleren sagde ...

farmer: Alt er vel med min familie heldigvis da. Men det har været et voldsomt skred det er sikkert.
Tak for din omsorg:-)

Og ellers til alle sammen der har kommenteret min romantiske aften: Ja det var helt fantastisk, og rigtig godt at min orienteringssans er lig nul.
Avocadoen der var skviset ud blev såmænd hentet af jægeren mens jeg blev bedt om at bare nyde noget vin mens han hentede den, skøøønt:-)
Så engang i mellem så sker det altså at drømme går hen og bliver til virkelighed.