er det virkelig det jeg er, spørger jeg mig selv om lige nu. Jeg har tilbragt det meste af eftermiddagen ude på terassen, nydt solen og varmen godt pakket ind i et kæmpestort hjemmevævet uldsjal, læst i en god bog, drukket kaffe og knaldet nogle smøger. Ren nydelse, det meste af tiden. Men så er det at freden bliver afbrudt af tre børn, naboens, der spiller fodbold, dunk dunk dunk dunk dunk dunk mod fliserne, endnu mere dunk dunk dunk når den rammer træværket ind til denne her have, skrig, høje skingrene, for det er jo sjovt at drille lillesøster, mere skrig og skrål, det er de to drenge der er uenige om hvorvidt bolden skal sparkes hårdt eller blødt og ikke mindst hvorhen. Jo de hygger sig, og leger, og det er bare så dejligt at der findes børn der stadigvæk kan det, og de er tit ude når vejret er godt. Hellere det en computer/tv børn der næsten ikke ved hvad frisk luft er, spørger du mig.
Men der er bare lige det at jeg er slet ikke vant til alt det der børnelarm, for det er nemlig mange år siden at jeg har været i nærheden af det, og jeg kan sgu mærke efter et stykke tid, en lille snigende irritation der breder sig helt ud til fingerspidserne, ja også tærne for den sags skyld.
Og så er det at jeg spørger mig selv igen, er det virkelig mig der er blevet en halvgammel sær quinde?
6 kommentarer:
LOL nej overhoved ikke, som mor til 5, kan jeg da alligevel få den følelse :-D
Jeg har det lige som dig, men jeg ved ikke, om vi er blevet halvgamle, sære kvinder. Vores nabo har to tvillingepiger på 6-7 år, og taler aldrig almindeligt, men skriger - og det irriterer mig lige så meget som det, du fortæller.
Jeg plejer at sige að jeg elsker at høre børn lege. Men jeg måtte nu indrømme sidste sommer at den midlertidige nabofamilie var begyndt at gå mig noget så grusomt på nerverne. Der var kun skrig og skrål og klagen hele tiden. Almindelig snak, pludren og latter hørte jeg ikke noget af fra dem. Der var en lillesøster som åbenbart var ved at lære at den eneste måde hun kunne få sin vilje overfor de store søskende var at hyle og græde. Og det gjorde hun så med stor iver. Og de store sagde så: ok, din skrigetøs, du kan få bolden nu. Men det varede åbenbart ikke længe fordi hun begyndte igen et halvt minut senere. Jeg tør ikke tænke på hvordan det pigebarn vil klare sig på arbejdemarkedet senere hen hvis hun bliver ved med de der metoder.
Det var da skønt at læse jeres kommentarer, nu er jeg overbevist om at det ikke er mig der er sær mere:-)
Jeg sidder og læser lidt tilbage i din blog. Vil lige tilslutte mig koret...du er ikke hverken sær eller halvgammel! Du er en ganske normal kvinde, der trænger til ro nu. Jeg kan i hvert fald fint følge din tankegang.
johanne: tak skal du have:-)
Send en kommentar