30 august 2006

11 stykker, 1 for meget.

En tur i Bilka, målrettet hen mod hylden hvor de havde syltetøjsglas, tog 8 små og 3 halvstore. Så kan der komme gang i sylteriet... Stilede hen mod kassen for at betale, tog et hurtig overblik, fandt kassen med den korteste kø, gik der hen, og der stod jeg så.

Efter en par minutter var der en der prikkede mig på skulderen, og sagde:" Der er 11 stykker! Hvad vil du gøre ved det?"
"ikke noget" svarede jeg.
Hvorpå han vendte sig om mod sin kammerat og en pige og sagde højlydt: "Hun har 11 stykker i sin kurv, jeg har lige talt dem."

Se det der så sker, er at jeg begynder at blive ganske svedt over den her fyr. Hvorfor fanden bliver han ved?
Så er det at jeg lige pludselig opdager at jeg er ved den kasse hvor man må ha max 10 enheder......
Jeg tænker på om jeg skulle forlade køen, men tar beslutningen om at blive stående. Nu begynder jeg at se det komiske i situationen.

Fyren begynder nærmest at råbe, vender sig om mod de andre kunder, og siger igen: "Hun har 11 stykker i sin kurv!"
Og jeg kan ikke andet end begynde at grine. " Du behøver ikke at rødme overfor os", siger han så lige pludselig. Og så svarer jeg tilbage at det gør jeg nu engang, og griner videre.

Det bliver min tur ved kassen, og jeg lægger de 11 glas på båndet. " Har du set der er 11 stykker?", siger han så til kassedamen. " Hvad siger du til det", siger han videre, henvendt til hende.
"Det må hun godt", svarer kassedamen, og så kan jeg se at det er en af de gamle piger fra børneteateret.
Ha, tænkte jeg, det er godt det her. Så jeg siger henslengt til fyren: " det må jeg godt, for jeg kender S....!"

Og så stod vi der, alle sammen og grinede fjoget af hinanden.

Se det var en af de gode Bilka ture. Gid flere dog havde lidt humoristisk sans......

Ingen kommentarer: