11 april 2006

Skovtur

Så er jeg kommet hjem fra en længere gåtur. 1tim og 15 min. Denne gang valgte jeg at gå en tur ind i
" Stenskoven ". Vejret var pragtfuldt, perfekt til en længere tur, havde det ikke været for at mørket begyndte at snige sig ind over skoven. Men jeg var der. Da jeg var inde i skoven begyndte jeg at tænke tilbage på dengang jeg var 13 år, og vi lige havde flyttet op til et bygdesamfund i Norge. Vi havde lejet en gammel gård til hele 50 kr i månedlig husleje. Der var indlagt vand, også varmt, men der var ikke toilet og bad. Det foregik på gammeldags manèr, og der var et udedass!!

Jeg kan huske at nogle gange så gik jeg op ad grusvejen og ind i skoven. Man skulle igennem en skov for at komme ud til landevejen. Ca. halvejs igennem skoven drejede jeg af til højre, og gik indover, så langt at jeg ikke kunne se vejen mere. Der var nemlig en stor træstub jeg kunne sidde på. Og der kunne jeg så sidde i op til flere timer bare og lytte. Til skovens lyde. Er i egentlig klar over alt det man kan høre i en skov hvis man bare lytter ordentlig efter. Det er ganske fantastisk skal jeg hilse og sige. Fornemmelsen af at være helt alene, omgivet af ren natur, og det den indebærer, på dens præmisser.
Allerede da jeg var helt lille søgte jeg hen til der hvor der ikke var nogen. Omme bag vores hus rendte der en lille å. Der var jeg ganske tit, og der fandt min mor eller far mig sovende mange gange. (Fornær de gange jeg vågnede af mig selv ) Jeg satte mig ned ved åen, og efter et stykke tid var jeg bare så træt af alt det en barnesjæl kan se i en å, og med den fantasi et barn også har så kunne jeg opleve mange spændende ting.
Jeg er utrolig glad for at jeg har kunnet og ikke mindst været så priviligeret at jeg har fået lov til at opleve disse ting ude i naturen. Det er ikke mange forundt i dag i vores samfund. Og vi skal passe godt på den.

Ingen kommentarer: