01 oktober 2015

Boccia

Og en lille sommerfugl der kom flyvende og satte sig så fint på den hvide bold. Vi fik en pause. Æbler skåret ud i både. Varme fra solen. I går eftermiddag. Den sidste dag i september.


Nu er det oktober. Officielt efterårsmåned. Tre måneder tilbage indtil det er et nyt år. Hold da op.

Yngste barnebarn der i mit hovede nærmest kom til verden i går, er på vej til de et år den 25 i denne oktober måned. Det er vildt. Det er ikke til at forstå. 
Ældste er fire år og tre måneder. Hvor er den tid blevet af ? 

September har været høstmåned. Jeg har lavet æble og pæremos i lange baner. Og æblegele med kanel samt vanilje.



Isaac Cornelius er i gang med at lave æblemos. Det endte med at blive en æblekage :-)

Det er en gammel kvædekværn jeg har arvet. Den er smadder god. Æbler og pærer koges, de skal ikke skrælles. Kommes op i kværnen og så er det ellers bare at kværne derudaf. Skrællen, stilk og diverse bliver tilbage, resten kommer ud som mos. Smart og nemt.

Brombær har jeg fået mange af. Jeg tror det nærmer sig fem, seks kilo. Det har været et rigtig godt frugt og bær år.

Der er stadig æbler og lidt pærer på træerne. Et af æbletræerne er der gået ørentviste i. Altså inde i æblerne. Det har jeg ikke set før, så jeg tænker om det er meget normalt eller hvad ? 
Og det er selvfølgelig de gode æbler de har bosat sig i.... Typisk.

Æbler skåret ud i skiver med et drys kanel, og en kafkop, nu er det aften :-)









Ingen kommentarer: