29 oktober 2007

Det må være hæsligt

at være i det jeg kalder "gråsonen". Det er når et menneske er i det stadie at det stadig kan huske en god del, men også der hvor der sker nogle ting der gør at man glemmer. At ikke kunne huske om det er i dag man skal afsted til læge eller om det egentlig var i går? Og kommer der nogle og henter en? Eller hvorfor bliver man lige pludselig bliver bange for at låse sin dør op, eller i, det har man da ikke været før. Hvorfor kan man ikke huske at man lige har sat noget mad over før der er gået timer og hele køkkenet oser af røg? Hvor kommer den uro fra der er i kroppen, det har man da heller aldrig oplevet før. Bange for at gå ud eller åbne døren er da også noget nyt der er sket. For ikke at snakke om børn der bliver ved med at rette på en når man har gentaget det samme flere gange fordi man er bekymret, for det er da derfor? Og hvorfor siger de at man skal holde op med at sige som man gør, for nu gidder de ikke høre mere om det?
Hvad er det man gør galt, for det må da være noget? Man har da ellers altid kunnet både det ene og det andet, hvorfor kan det ikke bare blive ved med at være sådan?
Hvad er det der sker, og hvorfor stopper det ikke?
Og skal alle de søde piger der kommer om dagen blive ved med at komme?

Tænk engang på hvor mange der sidder derude og har det sådan.......

4 kommentarer:

Hege sagde ...

Jeg har også tenkt at det må være ille å være der hvor man roter og rører og så forstår at man gjør det. Men det kan kanskje være individuelt? Thvs tante som døde i fjor var i den fasen i året før hun døde. Når hun oppdaget at hun hadde rotet det til, så klarte hun å være selvironisk og spøke med det. Så var hun også en ekstraordinær dame. Jeg håper jeg slipper å erfare det. Noe sier meg at jeg ville håndtere det på en annen måte. For uansett: Det må være forferdelig.

Lene sagde ...

Åh Judith, du beskriver det så godt, og så de angstfulde øjne, der følger med.

judith sagde ...

hege: de kan ikke ha det bra nei, og jeg håper også at jeg slipper for å komme i den situsjonen.

judith sagde ...

lene: I dag har jeg trænet med en der skulle lære at låse sin dør op indefra, da jeg bad hende tage nøglen og låse døren op udefra blev hun fuldstændig stiv i kroppen. Og hendes øjne, de var ubeskrivelige. Men hedigvis gik træningen godt, og var også lagt sådan op så hun ikke fik yderligere nederlag.