17 juli 2007

Jeg sov over

mig i morges:-( men heldigvis har jeg nogle gode kollegaer så der skete ikke så meget ved at jeg kom en halv time for sent, phuuuha.

Dagen har været rigtig hyggelig, vi har fået en god snak med de demente der var der i dag, om gamle dage, job, krigen, familien, og ikke mindst om det ikke at kunne huske mere. Hvor svært det er når hukommelsen sætter ud, det ikke at vide hvor taxa kører dem hen når de skal hjem, og om det at kunne genkende sit eget hjem når man så først er der igen. Det sværeste for en af dem var aldrig at vide hvad der skal ske, hvor hun blev ført hen, for så derefter at glemme det hele igen.
Så er det at jeg siger at så er det godt at de kommer ud til os, for så kan vi hjælpe dem med at huske, og det er jo ikke det værste der kan ske.

Da jeg kom hjem faldt jeg omkuld på sofaen, og her har bare været drønhedt, altså indendøre. På trods af varmen er jeg gået i gang med et nyt maleri, det er noget anderledes end de andre, og der er to katte på;-)

Senere gik jeg en lang aftentur og sluttede af med at sætte mig ude på trappen med en varm kop the. Det var dejligt.

Fortsat god sommeraften til alle.

6 kommentarer:

Marianne's mening sagde ...

Godt der ikke skete noget ved du sov over dig, for det kan være sådan en dum start på dagen.
Dit arbejde lyder så interessant, engang i fremtiden kunne jeg godt tænke mig at arbejde med ældre mennesker.

therese sagde ...

Glæder mig til at se maleriet !!

Sifka sagde ...

Det er ikke sjovt at sove over sig. Jeg synes at man føler man er bagud det meste af dagen.

Dit job lyder til at være krævende, men også interessant.

Jeg glæder mig til at se kattemaleriet, hvid du altså vil vise det her:)

God nat til dig for klokken er blevet mange.

hege sagde ...

Dette med senilitet og glemsomhet er utrolig interessant. Jeg har ikke så mye erfaring med det ennå, - heldigvis skal man vel si. Men min manns kjære tante som døde i fjor var vårt første familiemedlem som ble litt rørete på slutten. Hun var for det meste helt klar, men noen ganger, særlig hvis hun var syk, så glapp det. En gang fikk vi oss en god latter, - hun også - etterpå. Hun var innlagt på sykehuset noen dager, og fikk besøk av en god venninne som hun har kjent hele livet. Da venninnen hadde gått, spurte hun sin datter: Var ikke det tante Agnes som nettopp gikk? Nei, sa datteren. Tante Agnes døde jo i 1953. Ja, sa Tanten. Det var jo derfor jeg synes det var så merkelig at hun var her for å besøke meg. Hun var altså i en tilstand midt mellom å huske og ikke huske. Hun visste at Agenes var død, men logikken strakk ikke lenger til for å rydde opp i hodet og fortelle henne at gjesten dermed måtte være en annen. Merkelig.

Natmaleren sagde ...

marianne: at sove over sig sker for de fleste engang i mellem, og så er det godt at der ikke sker noget ved det:-)

therese: det gør jeg også når det engang bliver færdigt:-)

sifka: kattemaleriet skal nik komme på når det bliver færdigt:-)

hege: senilitet er et interessant område, men det krever en god del tålmodighet og innblikk i den enkelte. Ingen er like, og de reagerer forskjellig, så det som virker avslappende på en behøver ikke å virke på samme måte hos andre.
Min erfaring omkring eldre der tilstanden å være der hvor man både husker og ikke, er at det kan være svært pinefult. En del av dem får en forferdelig uro i kroppen.

hege sagde ...

Så var vår tante heldig, for hun tok det faktisk humoristisk, - men så var hun også et meget, meget nøkternt menneske. Og hun var jo langt fra senil. Det bare glapp litt av og til. Jeg må si jeg virkelig beundrer henne for at hun kunne le av det hele etterpå når hun forsto hva som hadde skjedd.