Fasanen har sin helt egen historie. Tibage i 2003 passede vi jagten i "den gamle grusgrav". Efterhånden som fasankyllingerne voksede sig store og flotte, havde de også deres helt egne tilholdssteder. Denne her som stadig ikke er helt udfarvet, sad altid på træstubben når vi kom kørende. Det var som om den ventede os. Madtid. Den flyttede sig ikke fra stubben, det var kun hvis der skete noget uventet at den løb væk derfra.
Jeg fik taget nogle sjove og gode billeder af den, og valgte til sidst at omsætte det ene til et maleri.
Om det nogensinde kommer op at hænge, tja det vides ikke, men jeg kender da et par stykker der gerne vil ha fingrene i det. Jægere selvfølgelig;-)
5 kommentarer:
Hvor er det et flot maleri. Sikke dygtig du er til at male.
Nøøøøj, siger jeg bare. Man behøvs nu ikke at være jæger, for at ønske sig det maleri ;)
marianne og bente: tak tak til jer begge to:-)
Tenk at du kan male fasaner!!!! Det maleriet ser så utrolig eksotisk ut. Det er noe med de tunge fargene som minner meg om en parfyme. Pussig, men det gjør det -Bysanths eller noe sånt heter den. Den har også tunge, eksotiske farger.
hege:det er artig at du skriver at maleriet er litt eksotisk, fasanen ble importert til landet fra Asien omkring 1562. Det er en veldig flott fugl, spesielt hannerne med de flotte fargerne.
Send en kommentar